Wenger: To spillere tvivlsomme til Southampton-kamp
Med 2-0-sejren over Manchester United søndag holdt Arsène Wenger liv i håbet om Champions League-fodbold for Arsenal til næste sæson. Der er stadig seks point op til 4. pladsen, og derfor kræver det tre point på St. Mary's Stadium.
Men det kan meget vel blive uden de to nøglespillere, Granit Xhaka og Laurent Koscielny, når Arsenal drager syd på. Koscielny spillede alle minutter imod United, mens Xhaka, som scorede målet til 1-0, blev skiftet ud efter 76 minutter.
– Koscielny er måske ikke tilgængelig, vi tester ham i morgen. Det er det samme med Xhaka, men det ser ud, som om han er kommet sig fint, og det ser bedre ud. Han bliver testet i dag, lyder det fra Wenger ifølge Express.
Udover de to har Arsenal kun en enkelt skade i form af Santi Cazorla, som ikke kommer i spil mere i denne sæson.