Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wenger raser: Bayern manipulerede sig til Gnabry

Af Michael Christiansen
09.10.2019 Kl. 16:05
Arsene Wenger siger, at han hele tiden troede på Serge Gnabrys talent.

Serge Gnabry nyder i øjeblikket stor succes i Bayern München, hvor han for nyligt scorede hele fire mål i 7-2 sejren over Tottenham.

Men det kunne have været en ganske anden historie.

Tidligere i karrieren spillede Gnabry som bekendt i Arsenal, men hans daværende træner, Arsene Wenger, siger nu, at han faktisk prøvede at få Gnabry til at blive i London, men at Bayern München manipulerede kontraktforhandlingerne ved at hviske Gnabry ting i øret. Det skriver the Mirror.

Den tyske storklub skal angiveligt have lovet unge Serge Gnabry en fremtid på Allianz Arena, hvis han takkede nej til en ny Arsenal-kontrakt. I stedet kunne han, via et ophold i Werder Bremen, komme til Bayern.

– Han var en meget talentfuld knægt, men som på nogle områder manglede selvtillid, men vi mente hele tiden, vi havde en spiller, der kunne opnå meget, siger Wenger.

– Jeg prøvede at genombygge ham, fordi jeg troede på ham, husker den franske trænerlegende.

Manipulation eller ej, det gik jo faktisk som Wenger forklarer. Efter fem år på Emirates tog Serge Gnabry videre til Werder Bremen, inden turen altså gik til Sydtyskland og Bayern München.

Serge Gnabry kom til Arsenal som teenager i 2011.

Annonce