Wenger: Otte sejre og vi har en chance
Arsenal ligger i skrivende stund 11 point efter Leicester og seks point efter Tottenham. De har dog en ekstra kamp i hånden. Med en sejr i den udsatte kamp kan det fuldt sammenlignelige pointforhold mellem klubberne blive otte og tre point. Derfor ligger mesterskabet stadig langt ude i horisonten, men Wenger tror på det.
– Hvis vi vinder de resterende otte kampe, så har vi helt klart en chance. Så vores mål er at vinde dem. Lad os være lidt pragmatiske og bare starte med at vinde den næste kamp.
– Det hele afhænger selvfølgelig af Leicesters resultater. Ingen ved, hvordan de klarer sig fra nu af. Vi har otte kampe, og de har syv. Det er bare vigtigt, at vi spiller vores kampe med komplet engagement og passion, og så må vi se, hvor langt det tager os, har den franske manager fortalt til Arsenals hjemmeside.
Arsene Wenger snakkede også om de mange overraskelser denne sæson, men han mener ikke, at det bliver en enlig svale. Holdene er blevet tættere.
– Det kunne blive en tilbagevendende ting, da alle engelske klubber efterhånden har et fantastisk økonomisk potentiale til at købe de bedste spillere i verden. Vi har 17 hold bag os, der alle kan blande sig, da økonomien er til det.