Wenger lovpriser Sissokos EM-præstationer
Moussa Sissoko skulle efter sigende være meget opsat på at forlade Newcastle, da han ikke har nogen intentioner om at spille en sæson i Championship. En af de klubber, der har været meldt interesseret er Arsenal og imens det ikke har meget med et salg eller et konkret køb at gøre, så er der nu ros til Sissoko fra Arsenals manager, Arsene Wenger.
– Fodbold er dannet af meninger og det er vigtigt, at man ikke skammer sig, når man rammer forkert. Beviset på dét er, at jeg har været i fodbolden i 40 år og stadigvæk tager fejl.
– Deschamps har troet på sin egen holdning. Det er helt rigtig set, at Sissoko har været bemærkelsesværdigt god. Man kunne godt have spurgt sig selv før mødet med Tyskland, ''Skal Kanté starte?''. Didier (Deschamps) har kigget efter stabilitet og han har bevist, at han har valgt helt rigtigt ved at beholde Umtiti og Sissoko i startopstillingen, siger Wenger.
Om beundringen for Sissoko kan kædes sammen med en interesse fra Arsenal er måske tvivlsomt. Også Liverpool har været meldt interesseret i Sissoko. En pris på den 26-årige franskmand menes at ligge på omkring 120 millioner kroner.