Wenger-hentydning: Frankrig har flest talentfulde spillere
Arsene Wenger kunne tidligere på søndagen fortælle, at Jamie Vardy bliver hos Leicester, selvom der har været stor interesse fra Arsenal.
Den franske manager må derfor lede efter forstærkninger til angrebet andre steder, og det kunne meget vel blive på det franske marked. Wenger mener nemlig, at Frankrig har de mest talentfulde spillere – og så er han meget imponeret over Emre Mor.
– Lige nu er de fleste talentfulde spillere fra Frankrig. Vi snakker om Martial og Coman, som kun er 20 år gamle, siger han til kinesisk TV og tilføjer:
– Den anden dag så jeg et meget interessant talent komme på banen for Tyrkiet – Mor. Han har lige skrevet under med Dortmund. Jeg var imponeret over hans talent. Desuden er der spillere som Sane fra Tyskland, som ikke har spillet endnu.
Af spillere fra den franske liga er Arsenal blandt andet blevet nævnt i forbindelse med Alexandre Lacazette fra Lyon og belgiske Michy Batshuayi fra Marseille.