Wenger forsvarer sig selv: Liverpool har ikke vundet PL i over 20 år
The Gunners har ikke vundet Premier League siden 2004, men har vundet FA Cup'en i to af de seneste tre sæsoner.
Arsene Wenger har grundet Arsenals tørkeperiode i Premier League været udsat for meget kritik, men peger mod andre store klubber i et forsvar af, hvor svært det kan være at få succes i Premier League.
– Folk vil vinde. Hvis man ikke vinder ligaen, FA Cup'en eller Champions League er det en kæmpe skandale. Men hvis man kigger tilbage de seneste tre år har vi vundet FA Cup'en to gange og endt på anden, tredje og fjerdepladsen, fortæller Wenger på et pressemøde onsdag.
– Vi er igen i FA Cup-finalen. Alt i alt er vi nok ikke tilfredse, for man ønsker at vinde alt. Men man må også acceptere, at hold som Real Madrid ikke har vundet deres mesterskab i fem år.
– Det er store klubber, så det er svært. Liverpool har ikke gjort det i over 20 år. Bare fordi man er med i toppen, vinder man nødvendigvis ikke noget. Det er svært at vinde, slutter han.
Arsene Wengers Arsenal skal søndag i aktion mod Manchester United.