Wenger forbereder målmandsskifte: Ospina er en verdensklassemålmand
I de senere år har Arsene Wenger kørt med et system, hvor Arsenals andenmålmænd har fået lov til at få spilletid i cupturneringerne. I de seneste to sæsoner er det Lukasz Fabianski og Wojciech Szczesny, der har ført Arsenal til finalen.
De to polakker er ikke i klubben lige nu, og i stedet er det colombianske David Ospina, der spiller andenviolin for Petr Cech. Reservekeeperen fik chancen i en vigtig Champions League-kamp mod Olympiakos i efteråret, og han lavede en stor fejl i 3-2-nederlaget.
Wenger agter dog at give Ospina en ny chance, når Arsenal senere i dag møder Sunderland i FA Cuppen. Den franske manager fortæller samtidig, at det var en svær beslutning at købe Petr Cech i sommer, og at ha mener, at Ospina får for meget kritik fra fansene og medierne.
– Ospina kommer til at spille. Han er én, som jeg føler, ikke er blevet behandlet fair. Ser man på 2015, glemmer de fleste, at han spillede i seks måneder. Jeg synes personligt, at han er en verdensklassemålmand, og jeg har ikke købt Petr Cech på grund af Ospinas præstationer, fortæller Wenger ifølge London24.
– At købe Cech var bare en ekseptionel mulighed, hvor det var svært at sige nej. Jeg hentede ikke Cech, fordi jeg var utilfreds med Ospina. Jeg var rigtig tilfreds med Ospina. Men det var sådan en mulighed, som det ikke ville være rigtigt at sige nej til. Desværre er Ospina blevet straffet af den beslutning, men jeg synes, han er god.