Wenger: Det bedste vi længe har leveret
Arsenal-manager Arsene Wenger mener, at Arsenals spil i aftenens kamp mod Napoli er noget af det bedste London-klubben længe har leveret.
Arsenal spillede en fantastisk kamp i aftenens Champions League-kamp mod Napoli, specielt i første halvleg, hvor det blev til en flot 2-0-sejr til The Gunners på mål af Mesut Özil og Olivier Giroud.
Arsene Wenger mener da også, at det hans mandskab formåede at levere i aftenens kamp, var noget af det bedste, som klubben længe har formået at præstere.
Til spørgsmålet om, hvornår Arsenal sidst spillede så godt, svarede Arsene Wenger således:
– Jeg ved det ikke. På hjemmebane er det helt klart en af de bedste halvlege vi har spillet i lang tid. Men i Champions League mener jeg også, at kampene er en smule anderledes.
– Jeg er fristet til at svare sidste gang, vi spillede mod Barcelona her, men når du spiller i Champions League på hjemmebane, så kommer holdene også og forsøger at spille. De fleste gange i Premier League er du oppe imod et hold, som forsvarer.
– De venter på dig, så du er nødt til at være tålmodig. I aftes, i Champions League, var det en mere åben kamp.