Wenger: "Arsenal har en god chance for at snuppe titlen denne sæson"
Lige nu topper Arsenal Premier League-tabellen, og spørger man Arsene Wenger, kan det også være tilfældet, når alle hold har spillet 38 kampe.
Den tidligere Arsenal-manager er ikke imponeret over konkurrenterne, og derfor øjner han en mulighed for The Gunners, som har fået en flyvende start på sæsonen.
– Jeg vil mene, at de har en god chance for at snuppe titlen denne sæson, da jeg ikke ser nogle hold, der dominerer fuldstændig.
– Selvfølgelig er det her lidt en speciel sæson, da VM skal spilles midt i det hele, og man ikke ved, hvor meget det kommer til at påvirke præstationerne og de forskellige spillere.
– Alt i alt tror jeg, at der er en god chance for et Arsenal-mesterskab i denne sæson, siger Wenger til Sky Sports.
Den 72-årige franskmand stod gennem 22 år i spidsen for Arsenal, hvor han tre gange var med til at vinde det engelske mesterskab – senest i 2003/04-sæsonen, der altid vil blive husket for, at The Gunners ikke tabte en eneste kamp.