Wenger afviser Aubameyang-rygter: Han er ikke en mulighed
Pierre Emerick-Aubameyang var i sommer på vej væk fra Borussia Dortmund, og flere engelske klubber havde angiveligt snøren ude efter angriberen fra Gabon, der dog endte med at blive i den tyske storklub.
Efterfølgende har Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, udtalt, at Aubameyang har forlænget sin kontrakt med tyskerne, men det har ikke sat en stopper for rygterne om angriberens fremtid.
I forgårs skrev den engelske avis Daily Mirror, at Arsenal havde udset sig Aubameyang som erstatning for Alexis Sánchez, men det rygte bliver nu afvist af klubbens manager, Arsene Wenger:
– Nej, han er ikke en mulighed for os, lød det korte svar fra Wenger, da han blev spurgt ind til rygterne.
Aubameyang har scoret 21 mål i denne sæson, men han er altså ikke et emne i Arsenal, der står til at miste både Alexis Sánchez og Mesut Özil til sommer.