Watford-profiler i skænderi efter sejr
Watfords græske forsvarsspiller Jose Holebas blev søndag eftermiddag matchvinder for The Hornets, da han med et flot skud scorede det enlige mål i sejren over Middlesbrough. Sejren betyder, at Walter Mazzarris tropper kravler op på niendepladsen i Premier League efter otte spillerunder.
Efter kampen fik Jose Holebas dog ikke tid til at nyde sejren, da han endte i et mindre skænderi med holdkammeraten Etienne Capoue. Mens resten af Watford-spillerne fejrede deres anden udesejr i denne sæson begyndte den franske midtbanespiller i stedet at diskutere med sin græske holdkammerat.
Årsagen til skænderiet er endnu uklar, men de to spillere stod og diskuterede nogle minutter, før de sluttede sig til resten af holdet, som gik ned til de medrejsende fans og takkede for støtten.