Wanyama: Vi kan blive endnu bedre
I sidste sæson havde Victor Wanyama franske Morgan Schneiderlin ved sin side på den defensive midtbane, men han er blevet solgt til Manchester United. I stedet er Jordy Clasie hentet til klubben, og det betyder, at Wanyama skal lære en ny midtbanepartner at kende.
Det mener den stærke afrikaner ikke bliver noget problem. Han er overbevist om, at klubben går en stor sæson i møde.
– I sidste sæson synes jeg, at jeg gjorde det godt – ligesom holdet også gjorde. I denne sæson ved jeg, at fansene vil kræve mere, så vi er klar til at vise dem, hvad vi kan. Personligt vil jeg forsøge at forbedre mit spil i forhold til sidste sæson, fortæller Wanyama til Daily Echo.
– Jeg ved, at Morgan var god og en nøglespiller for os, men jeg ved også, at vi kan komme videre uden ham. Vi er stadig et godt hold, og det beviste vi mod Newcastle. Jeg synes, at Jordy Clasie er en god spiller. Han lærer hurtigt, og han kan blive den perfekte spiller for os.