Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vulkanudbrud i vejen: Lewandowski var millimeter fra Premier League-skifte

Af Emil Eire Frerk Olsen
09.08.2020 Kl. 17:16
Den tidligere træner Sam Allardyce har delt en interessant anekdote, der forklarer, hvor tæt Robert Lewandowski engang var på at havne i Premier League.

Bayern München-stjernen Robert Lewandowski har netop krydret en fantastisk karriere med sin hidtil mest scorende Bundesliga-sæson, mens han for hver kamp, der spilles, skriver sig dybere og dybere ned i historiebøgerne i tysk fodbold.

Men faktisk kunne polakkens potentiale have været udløst i Premier League, hvor angriberen for 10 år siden var millimeter fra at skifte til England.

Det var dengang PL-aktuelle Blackburn, der havde en aftale på plads med Lewandowski, hvilket udelukkende røg i vasken grundet et vulkanudbrud i Island, der i en periode standsede flytrafikken.

Alt dette fortæller den tidligere Blackburn-træner Sam Allardyce i en snak med TalkSport.

– Jeg tog sammen med chefscouten Martyn Glover til Polen for at se på ham (Lewandowski red.), og det var noget af en tur, indleder 'Big Sam'.

– Vi var hurtigt imponerede over spilleren, og vores sportsdirektør lavede lige så hurtigt en handel for i alt 8 millioner euro med klubben, og så manglede der bare, at han skulle komme over til os og skrive under.

Det nåede dog aldrig så langt.

– Derefter begyndte askeskyen fra Island at dominere flytrafikken, så alle fly blev aflyst. Vi kunne ikke skaffe en måde at få ham over på. Vi ventede og ventede, og en uge eller to senere, da skyen havde lettet sig, havde han pludselig skrevet under med Dortmund, afslutter Allardyce bittert, men med et glimt i øjet.

Lewandowski skiftede i 2010 fra Lech Poznan til Dortmund for lidt over det halve af, hvad Blackburn var villige til at give.

Han har sidenhen lavet utrolige 347 mål og 97 assists i 473 kampe for henholdsvis Dortmund og Bayern München.

Annonce