Vraget Charlie Adam: Strachan vælger ikke de bedste spillere
30-årige Charlie Adam har spillet 26 landskampe for Skotland, men han har ikke været involveret i en landskamp siden juni 2015. Adam, som har spillet syv kampe for Stoke i denne sæson, føler ikke, at landstræner Gordan Strachan udtager de rigtige spillere.
– Han vil nok sige, at jeg ikke har spillet nok kampe, men jeg er uenig. Jeg siger ikke, at han skal udtage mig, men jeg føler, at jeg kan bidrage. Han har givet muligheden til spillere, som ikke har spillet for deres klub i flere måneder. Vi er ikke velsignet med 50-60 topspillere. Mit ansigt passer åbenbart ikke ind i øjeblikket, siger Adam ifølge BBC.
Skotland har fire point efter tre kampe og ligger på 4. pladsen efter England, Litauen og Slovenien, men Adam erkender, at Strachan er den rette mand til jobbet.
– Der er pres på ham, for vi er ikke startet godt. Jeg håber, at han bliver, for han er en god manager. Han er den bedste mand, men jeg synes ikke, at han vælger de bedste spillere, han har til rådighed.