VM-optakt gruppe E: Spændende serbere spiller deres chance
Gruppe E
Brasilien
Serbien
Schweiz
Costa Rica
PLBOLD.dk’s vurdering af gruppen:
Det brasilianske landshold er bookmakernes favorit til at vinde VM-slutrunden. Sydamerikanerne har et fantastisk mandskab, som er anført af Neymar, og de bør uden problemer ende som nummer et i gruppe E. Den værste konkurrent kan sagtens vise sig at blive Serbien, som har et fornuftigt landshold med en god blanding af rutine og talent. Det schweiziske landshold minder på flere måder om det serbiske, om end der mangler de helt store stjerner på holdet. Til sidst er der Costa Rica, som overraskede stort ved den seneste VM-slutrunde, men det er nærmest utænkeligt, at mellemamerikanerne kan levere en lignende præstation ved dette VM, hvor det er Keylor Navas, som er landets største stjerne.
Afgørende Premier League-spillere i gruppen:
I Manchester City har Danilo været reserve i den forgangne sæson, men han ligner nu pludselig en starter på det brasilianske landshold som følge af en skade til Daniel Alves. Dermed hviler der også et stort ansvar på Danilo, der skal tage sig af den højre back, som Brasilien har tradition for at være enormt stærke på. Tænk blot på Cafu, Maicon eller Daniel Alves.
I den serbiske VM-trup er der flere Premier League-spillere, og der er også flere større navne end Aleksandar Mitrovic, men Newcastle-angriberen kommer til at blive afgørende for sit lands muligheder ved slutrunden. Han har været god for Fulham, som han var udlejet til i foråret, og i den sidste testkamp mod Bolivia, lavede han hattrick. Selvtilliden må i hvert fald være i top.
På det schweiziske landshold har Granit Xhaka nærmest samme status, som Christian Eriksen har på det danske. Arsenal-spilleren er kommet sig over en mindre skade, og han er helt klar til VM-slutrunden, hvor han skal ligge i maskinrummet på midtbanen. Han præsterer som regel rigtig godt på landsholdet, og forvent derfor en anden udgave af ham end i Arsenal.
Én Premier League-spiller fra gruppen, som spiller for sin fremtid:
En tilværelse i the Championship med Stoke er bestemt ikke et ønskescenarie for Xherdan Shaqiri, og derfor skal den schweiziske kantspiller blandt andet bruge sommerens slutrunde til at vise sine evner frem. Han er på det seneste blevet sat i forbindelse med Liverpool blandt andre, og det bør ikke blive et problem for ham at finde en ny klub, eftersom han også har en frikøbsklausul på lige i overkanten af 100 millioner kroner. Kvaliteten af kantspillerens slutrunde kan dog afgøre på hvilken hylde, han spiller i næste sæson.
Én spiller fra gruppen, som kan ende i Premier League inden næste sæson:
Der er vist ingen grund til ikke at nævne Sergej Milinkovic-Savic. Serberen har været en af de bedste spillere i Serie A i den forgangne sæson, og den centrale midtbanespiller er formentlig et navn, som nogle af de allerstørste klubber i Premier League holder et vågent øje med. Han kommer til at spille på den centrale midtbane sammen med Nemanja Matic, og den konstellation har været på tale i Manchester United, selvom det nu synes mere tvivlsomt efter De Røde Djævles køb af Fred.