VM bliver udvidet igen
Fremover kommer VM-slutrunderne til at skulle have deltagelse af endnu flere lande.
Sådan lyder meldingen nu fra den meget troværdige journalist fra The Times, Martyn Ziegler.
– Jeg hører, at FIFA-rådet har besluttet at udvide kvindernes VM til 48 hold, skriver han på det sociale medie X.
– Det blev udvidet til 32 hold så sent som i 2023, hvilket er det perfekte antal for sådan en turnering, men jo flere jo bedre åbenbart, lyder det lettere sarkastisk fra Martyn Ziegler.
Det er endnu ikke annonceret fra FIFAs side, at det reelt bliver en realitet, men det er ikke første gang, at der er rygter om, at VM-slutrunderne for kvinderne skal have flere lande med.
For nogle år siden blev det besluttet, at FIFA ville udvide antallet af deltagerlande til VM hos herrerne.
Slutrunden i USA, Canada og Mexico næste sommer bliver første gang, at der er 48 lande med i herrernes verdensmesterskab.
Hvornår det bliver tilfældet hos kvinderne, må tiden vise, men det ser altså ud til kun at være et spørgsmål om tid.



















