- Ville elske at træne Liverpool
Den tidligere Liverpool-spiller, Harry Kewell, skal til at begynde sin trænerkarriere, og han er ikke bleg for at sige, at han drømmer om at træne Liverpool.
For lidt mere end et år siden valgte Harry Kewell at sige stop og lægge støvlerne på hylden. I en alder af 35 år sluttede australieren sin karriere i hjemlandet, hvor han spillede for Melbourne Heart.
Kewell, der spillede 139 kampe for Liverpool og vandt et Champions League-trofæ med klubben, har dog ikke i sinde at forlade fodboldverdenen.
Den tidligere Leeds- og Liverpool-spiller er nemlig i gang med at få sin trænerlicens, og Kewell har store drømme.
– Jeg ved ikke om, der er mulighed for at få et job i A-League (den australske liga, red.). Jeg sigter i mod højderne, og jeg ville elske at træne et Premier League-hold, indrømmede Kewell til Fox Sports Australia.
– Jeg ville elske at træne Liverpool. Jeg er sikker på, at alle spillere og managere ville elske at repræsentere den måske største klub i verden.
– Jeg er ikke anderledes. Det er en fantastisk klub, men man skal være værdig til den. Men fodbold og det at være træner er ligesom dag og nat, og man skal gå tilbage til udgangspunktet og lære igen, sluttede Kewell.