Villa bekræfter: Gerrard misser de næste to kampe
Steven Gerrard er ikke i stand til at overvære Aston Villas kommende to Premier League-kampe mod henholdsvis Chelsea og Leeds.
Det skyldes, at den tidligere Liverpool-midtbanedynamo skal isolere sig efter et coronatilfælde.
Det bekræfter Aston Villa på klubbens hjemmeside lørdag aften.
The Villains er i nogenlunde form med tre sejre i de seneste fem kampe, og formkurven har generelt været støt stigende, siden Gerrard tog over.
Villa møder Chelsea på Boxing Day i en kamp, hvor klubben kan spille sig tættere på de europæiske pladser.
Steven Gerrard fik sit første Premier League-job som manager, da han overtog styringen hos Villa i november i år. Inden da havde han haft et succesophold hos Rangers, som han førte frem til klubbens første mesterskab i 10 år.