Vildt ungdomshold: Chelsea U/18 er i pokalfinalen for syvende år i træk
Chelsea råder over et helt igennem fantastisk U/18-hold.
Det må stå klart på dette tidspunkt, hvor holdet har kvalificeret sig til semifinalerne i UEFA Youth League, mens de har spillet sig i finalen i FA Youth Cup – ungdomsholdenes svar på FA Cuppen.
Det er syvende år i træk, at Chelsea er i finalen, og i de seneste fire sæsoner har the Blues løftet trofæet.
Birmingham blev besejret med samlet 7-0 i semifinalerne, og Chelsea har kvalificeret sig til finalen med en målscore på i alt 26-0. Det er første gang siden 1961, at Chelsea er nået i finalen uden at indkassere et mål.
I finalen skal Chelsea møde enten Arsenal eller Blackpool, som spillede 2-2 i det første opgør på Bloomfield Road.
Hvem er så profilerne på Chelseas U/18-hold?
Det er først og fremmest Callum Hudson-Odoi, som scorede sit ottende mål i pokalturneringen mod Birmingham. Den 17-årige kantspiller har fået sin debut på førsteholdet hos Chelsea i denne sæson, og han spås en stor fremtid i London-klubben.
Også anføreren Reece James er en stor profil for U/18-holdet. Den 18-årige forsvarsspiller kan både gøre sig i det centrale forsvar og på højre back, og han er en del af det engelske U/19-landshold.
Den 17-årige Daishawn Redan viser også sit talent frem. Den hollandske angriber er en af de yngste på holdet, men han har scoret en række mål i sine kampe for U/18-holdet.