- Vildt sammentræf ødelagde Begovic' Spurs-skifte
Fodboldens verden er forunderlig og fuld af overraskelser. I dag skiftede Petr Cech fra Chelsea til Arsenal. Derfor jagter Chelsea nu naturligvis en erstatning for tjekken, en erstatning, som man skulle have fundet i Stoke-keeperen Asmir Begovic.
Men i virkeligheden, så burde Chelsea slet ikke kunne hente målmanden Begovic i Stoke City – Hvis alt var gået efter planen, så havde bosnieren spillet hos en anden London-klub, nemlig Tottenham Hotspur.
Den tidligere Tottenham-manager Harry Redknapp afslører nu, hvordan uheldige omstændigheder i vinteren 2010 forhindre at Begovic skiftede til White Hart Lane.
– Jeg havde Asmir Begovic i Portsmouth og tog ham næsten med til Tottenham, skriver Redknapp i dagens blog hos Kicca og fortsætter:
– Da han efter aftale kom til træningsanlægget, så han Pletikosa (daværende Spartak Moskva-målmand), som var på besøg i London for at hilse på Modric og Kranjcar. Asmir troede, at vi også ville købe ham (Pletikosa) og derfor vendte han rundt og kørte ud af træningsanlægget uden at sige det til os.
– Herefter tog han til Stoke for at skrive under med dem, afslører Redknapp.
– Vi ringede hurtigt til ham da vi opdagede det og sagde, at han misforstod hele situationen. Pletikosa var der jo kun for at hilse på sine venner. Men da var det hele for sent, skriver Redknapp.
Stipe Pletikosa endte den efterfølgende sommer med at skifte til netop Tottenham Hotspur på en lejeaftale. Asmir Begovic endte derimod hos Stoke, hvor han som bekendt har haft kæmpe succes de senere sæsoner, hvorfor han nu er rygtet til Chelsea.