Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vildt: 14-årig dansker fik debut på Arsenals U18-hold

Af Jeppe Augustsen
17.09.2022 Kl. 10:25
En blot 14-årig dansker er blevet udtaget til Arsenals U18-hold.

I de seneste år er der kommet mange danskere til Premier League, hvor en stor del af dem har stor succes.

Det er naturligvis spillerne på diverse førstehold, der trækker de fleste overskrifter, men der er også nogle unge danske talenter i de engelske klubber.

Én af dem er den blot 14-årige Chido Obi, der spiller på Arsenals ungdomsakademi. 

Tilbage i februar skrev han under på en scholarshipsaftale med The Gunners, hvor han har imponeret for klubbens U16-hold.

Og nu har han gjort det så godt, at han også er blevet udtaget til U18-holdet, som i denne weekend mødte West Bromwich. Her startede han på bænken og kom ind i det 74. minut. 

Udover at have skrevet under på en ungdomsaftale med Arsenal, så har Adidas også været ude med fiskesnøren og landet en aftale med ham. 

Arsenal var én af flere klubber, der var interesseret i den talentfulde dansker, der skiftede fra KB. Det fortalte hans far i et interview med Ekstra Bladet tidligere på året.

– Arsenal, Chelsea og Tottenham så ham én gang, og de ville alle have ham. Morgenen efter stod en repræsentant fra Arsenal foran vores dør, udtalte Prince Obi til Ekstra Bladet.

Det var klubbens akademidirektør, Per Mertesacker, som var fast besluttet på at hente Chido Obi. 

Chido Obi, der fylder 15 år den 29. november, repræsenterer Danmark på U16-landsholdet, hvor han spillede sin første kamp for 10 dage siden og scorede i sin debut i en 4-2-sejr over Skotland.

Annonce