Vild slutspurt kunne ikke ændre Tottenhams skæbne
Tottenham var torsdag aften rejst en tur til den engelske sydkyst.
Her var Brighton værter for et interessant opgør. The Seagulls kunne med en sejr rykke op på ottendepladsen i Premier League. Omvendt skulle Spurs forsøge at hægte sig til top-fire.
Trods en vild slutspurt fra Tottenham, kunne gæsterne fra London ikke ændre på, at Brighton vandt med 4-2 i en dramatisk kamp.
Gæsterne fik en rædsom start, da bare 18-årige Jack Hinshelwood sendte Brighton foran efter 11 minutters spil.
Ondt blev til værre en halv snes minutter senere, da Brighton fik tilkendt et straffespark. Fra ellevemeterpletten var João Pedro sikkerheden selv, og så stod der 2-0.
Det var imidlertid en stilling, der holdt helt frem til pause.
I anden halvleg skulle der derfor rettes gevaldigt op på tingene for Ange Postecoglous mandskab.
Sådan gik det imidlertid ikke.
Tværtimod blev oplevelsen endnu mere ydmygende, efterhånden som kampen skred frem.
Først gjorde Pervis Estupiñan det til 3-0 med et glimrende mål, mens João Pedro endnu en gang scorede på straffe og dermed var stærkt medvirkende til, at der nu stod 4-0.
Alejo Véliz reducerede for Tottenham til 4-1 med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid. Blot nogle minutter senere mindskede Ben Davies hullet yderligere med sin scoring til 4-2.
Tottenham havde flere gode chancer mod slutningen af kampen, og hjemmeholdet havde nok ønsket alt andet end, hvad fjerdedommeren til sidst kunne signalere, nemlig hele ni minutters tillægstid.
Pierre-Emile Højbjerg ramte stolpen fem minutter inde i tillægstiden, og herefter var der kraftige appeller for et straffespark til Tottenham. Appeller, der dog ikke blev reageret på.