Vild forklaring: Derfor var Trump med i Chelsea-fejring
Det vakte stor opsigt, da Donald Trump tidligere på måneden var med på podiet, da Chelsea vandt VM for klubhold.
Den amerikanske præsident havde været med til at uddele medaljer til Chelsea-spillere, og sammen med FIFA-præsident Gianni Infantino overrakte han også trofæet.
Efterfølgende kunne man se, hvordan FIFA-præsidenten forsøgte at få Donald Trump til at forlade podiet igen, så Chelsea-spillerne kunne fejre triumfen.
Det gjorde den amerikanske præsident dog ikke, og det så ud til at overraske blandt andre Reece James og Cole Palmer.

Nu er der dog kommet en forklaring på, hvorfor præsidenten blev på podiet.
– Det vindende hold inviterede ham på podiet, fordi de sagde, at det ville blive den største ære i deres liv, hvis den amerikanske præsident kunne præsentere klub-VM-trofæet til holdet.
– Jeg var der, og jeg så det. Stedet gik amok, og der er ingen, der har gjort mere for sport end ham. Jeg tror, det over tid vil blive belønnet, siger Eric Trump til BBC.
Efterfølgende gik Chelseas medieafdeling i gang med at redigere i vinderbilledet på podiet, så præsidenten ikke figurerede på det.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















