Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vil kopiere rivaler: Manchester United er på vej til at købe udenlandsk klub

Af Jeppe Augustsen
12.04.2021 Kl. 20:58
Manchester United er i forhandlinger om et køb af den australske klub, Central Coast Mariners FC.

Gennem de seneste år har ejerne af Manchester City tilføjet flere klubber fra verdens kontinenter til deres portefølje.

Nu er Manchester United på vej til at gøre det samme, skriver The Sydney Morning Herald.

Ifølge den australske avis er Manchester United i god dialog med Central Coast Mariners FC om at erhverve klubbens licens og dermed etablere en franchise i Australien.

Dermed står Central Coast Mariners FC til at blive søsterklub til De Røde Djævle. 

Klubben, der spiller i den australske A-League, er i store økonomiske problemer og har længe søgt investorer, og nu tyder det på, at Manchester United køber hele ejerskabet. 

Det er ikke helt ligetil at købe ejerskabet, da det skal accepteres af størstedelen af klubberne i A-League, før den australske fodboldforbund kan underskrive papirarbejdet, men der er positive tegn på, at det kan blive godkendt.

Rivalerne fra Manchester City investerede i den australske klub, Melbourne Heart, i 2014, som efterfølgende fik navnet, Melbourne City FC. 

Det vides endnu ikke, hvor meget det vil koste Manchester United at købe klubbens licens. 

Annonce