Vil ændre alt: Infantino åbner for nyt transfersystem
FIFA-præsident Gianni Infantino lufter nu idéen om et tiltag, der vil revolutionere transfermarkedet.
Han fortæller nemlig nu på FIFAs årlige lovkonference i Tokyo, at der skal åbnes en debat om en ændring. Således ønsker han, at der påbegyndes en debat om, hvorvidt spillernes priser skal besluttes af en computer.
Infantino vil altså have en diskussion om, hvorvidt det skal være klubberne, der når til enighed om en spiller pris, eller om det i stedet skal være en computer, der ud fra en algoritme beregner det.
– Nu er det mere end nogensinde fundamentalt for os at tale om dette og andre emner. Vi skal blandt andet diskutere muligheden for at bruge en algoritme, der estimerer en fair transferpris for at øge gennemsigtigheden i transfersystemet. Det vil også hjælpe fodboldklubberne, siger FIFA-præsidenten ifølge The Telegraph.
Det er endnu uvist, hvordan Infantino gerne ser, at en mulig formel kan komme til at se ud. Samtidig skriver den engelske avis også, at det er uklart, hvorvidt den vil blive godkendt af EU’s konkurrencelovgivning.
Tilbage i 2017 oprettede FIFA en arbejdsgruppe, der skulle kigge på transfers, men dengang blev der ikke fundet anledning til ændringer.
I øjeblikket er CIES, som er det internationale center for sportsstudier, måske det tætteste, man kan komme på en algoritme. Således vurderes spilleres ud fra forskellige faktorer.
Også Transfermarkt placerer en transferværdi på alverdens spillere, men den kan man dog ikke bruge til særlig meget.