Vidste du det? Så længe har Viaplay rettighederne til Premier League
Det er Viaplay, der eksklusivt har rettighederne til at vise fodbold fra Premier League lige nu, og sådan vil det fortsætte i en del år endnu.
Tilbage i 2020 annoncerede Nordic Entertainment Group, at man havde sikret sig enerettighederne på verdens bedste liga frem til 2028.
Selvom Viaplay i løbet af 2023 har oplevet et enormt fald på sin aktie, er der intet, der lige nu tyder på, at man har planer om at sælge rettighederne før 2028.
Økonomien hos det svenskejede selskab har vist sig at være dårlig, og det førte for nylig til, at seks Viaplay-medarbejdere i Danmark fik beskeden om, at de senest til sommer er fortid.
Ambitionerne hos Viaplay lader dog ikke til at være skruet gevaldigt ned, for det er ikke længe siden, at der blev udtrykt et meget stærkt ønske om at købe Champions League-rettighederne for endnu en periode.
Det er en af de rettigheder, der ligesom Premier League-rettighederne koster rigtig mange penge, og derudover er det heller ikke mange måneder siden, at Viaplay sammen med TV 2 sikrede sig Superliga-rettighederne de næste seks år.
Og frem til 2028 har Viaplay altså også rettighederne til Premier League.