Vidste du det? Han er den skarpeste afslutter
En god angriber er én, der scorer på sine afslutninger. Sådan en er Diogo Jota, men Liverpool-spilleren bliver alligevel overgået af en tidligere holdkammerat.
The Athletic har nemlig kigget på de skarpeste Liverpool-afsluttere siden begyndelsen på 2006/07-sæsonen. Det bunder i tal fra Opta og viser, at Divock Origi var bedst til at omsætte sine chancer til mål.
Kun spillere, der har scoret mindst 20 Premier League-mål, er med i statistikken. Det er gjort for at udelukke spillere, der kun har haft ganske få afslutninger.
| Spiller | PL-kampe | Mål | Afslutninger | Scoringsprocent |
| Divock Origi | 107 | 22 | 106 | 20,8% |
| Diogo Jota | 91 | 38 | 197 | 19,3% |
| Sadio Mané | 196 | 90 | 483 | 18,6% |
| Fernando Torres | 102 | 65 | 364 | 17,9% |
| Mohamed Salah | 238 | 151 | 868 | 17,4% |
| Daniel Sturridge | 116 | 50 | 326 | 15,3% |
| Roberto Firmino | 256 | 82 | 573 | 14,3% |
| Luis Suarez | 110 | 69 | 551 | 12,5% |
| Steven Gerrard | 272 | 83 | 743 | 11,2% |
| Dirk Kuyt | 208 | 51 | 459 | 11,1% |
| Jordan Henderson | 360 | 29 | 334 | 8,7% |
| Philippe Coutinho | 152 | 41 | 504 | 8,1% |
Jamie Carragher udtalte for nylig, at han ser Diogo Jota som den bedste afslutter, der har været i Liverpool de seneste mange år. Det er statistikken også meget tæt på at bekræfte Sky Sports-eksperten i.
– Blandt de angribere, jeg har spillet sammen med – Michael Owen, Luis Suarez, Fernando Torres og Robbie Fowler – er han den bedste afslutter.
Sådan sagde Carragher altså, og portugiseren er da heller ikke langt fra Origi. Hvis Jota skal gå forbi belgieren kræver det dog, at han skærper sin træfsikkerhed en anelse.
Læs flere nyheder om Liverpool her.