VIDEO: PLBOLD-journalist mener Liverpool har et problem
Liverpool har haft en stærk sæsonstart, hvor de har vundet de seneste syv kampe.
Derfor er The Reds at finde i toppen af Premier League med 15 point til følge efter fem runder.
I Champions League-regi slog de med nød og næppe Atlético Madrid på Anfield med cifrene 3-2, hvilket har givet Arne Slot et fornuftigt udgangspunkt i Europas fineste turnering.
Senest vandt Merseyside-klubben med 2-1 over Southampton fra Championship i Carabao Cup, hvor en alvorlig skade til en debutant endte med at stjæle opmærksomheden.
Nu forholder Morten Bruun, der er journalist på PLBOLD, sig til situationen i den engelske storklub.
Hvad skal Liverpool stille op?
– Liverpool har et problem, indleder Morten Bruun og fortsætter:
– Giovanni Leoni havde ellers en fremragende kamp i sin startdebut for Liverpool, men desværre måtte han udgå med en skade. Det har vist sig at være en alvorlig en af slagsen.
Det drejer sig om 18-årige Giovanni Leoni, der blev hentet i italienske Parma denne sommer. Korsbåndet er revet over på den unge forsvarsspiller, der dermed kommer til at være ude i omtrent syv måneder.
Det betyder, at Arne Slot har et fåtal af forsvarsspillere tilbage i truppen til de næste mange kampe i år. Her råder hollænderen over Virgil van Dijk, Ibrahima Konaté og Joe Gomez, hvilket er til den tynde side.
– Det er bekymrende for Liverpool med tanke på de kommende måneder, hvor de skal spille mange gange, afrunder Morten Bruun, der understreger, at der med overvejende sandsynlighed skal hentes en stopper i januar.
Crystal Palace-kaptajnen Marc Guéhi er en af de forsvarsspillere, som mesterklubben har et godt øje til.
Selvom en handel var ekstremt tæt på at gå igennem i sommer, har englænderen nu fået andre planer.
Du kan høre hele interviewet i videoen herover.
Fik du læst: Manchester United jagter ny førstekeeper – igen.


















