Video fra Manchester Citys bus: Flaske- og dåsekast smadrede bussen
James Milner har delt en video af, hvordan det så ud, da Liverpool-spillerne ankom med bus til onsdagens Champions League-kamp mellem Liverpool og Manchester City. Her blev spillerne modtaget som helte – men historien var en helt anden, da Manchester City ankom til stadion.
Her blev der i stedet kastet med flasker, dåser og pyroteknik efter bussen, som blev smadret undervejs til stadion og var ude af stand til at fragte spillerne tilbage til Manchester efter opgøret.
Nu har Manel Estiarte, der er en af Pep Guardiolas tekniske stab i Manchester City, lagt en video op sin Instagram-profil, som viser, hvordan Manchester City-spillerne blev modtaget onsdag aften.
Politiet i Merseyside har indledt en efterforskning, som har til formål at identificere de personer, som har kastet genstande mod bussen. Målet er, at de skyldige skal straffes for deres ugerninger.