Viaplay-ekspert hylder dansk landsholdslegende
Simon Kjær har valgt at stoppe på landsholdet, og i forbindelse med sin udmelding får han store ord med på vejen.
Viaplay-ekspert og tidligere holdkammerat på landsholdet, Martin Jørgensen, mener således, at Simon Kjær er en af de største nogensinde til at trække i den røde og hvide dragt.
Det siger Martin Jørgensen i et interview med Viaplay Sports News.
– Det er helt sikkert en af de største, vi siger farvel til. Det kan jo ikke være anderledes, når han har rundet de 132 landskampe. Så er det jo ikke bare en landsholdsspiller, vi siger farvel til – så er det en af de helt store, siger Martin Jørgensen.
– Da jeg spillede med ham, var han meget ung. Der snakkede han ikke så meget, og det var kun ude på banen, at vi lagde mærke til, at han var der. Det lagde vi til gengæld også mærke til, for det var en dygtig spiller, der kom med.
I videoen øverst i artiklen kan du høre hele interviewet med Martin Jørgensen.
Simon Kjær nåede 132 landskampe for Danmark, og det er kun Christian Eriksen, som har fået flere landskampe for landsholdet.
Den 35-årige forsvarsspiller fik sin debut som 20-årig i juni 2009 mod Sverige under Morten Olsen. Hans sidste landskamp var i en træningskamp mod Norge i juni i år.



















