- Vi skal vinde ti kampe i streg
Manchester United har langt fra fået den ønskede start i Premier League denne sæson. De seneste tre kampe har dog ført til tre sejre, men det er ikke godt nok, mener Patrice Evra
Efter ni kampe, er United 8 point efter Arsenal på Premier Leagues førsteplads. United har fået en svingende start på sæsonen, og resultater som 1-2 mod West Brom og 1-1 mod Southampton, begge på Old Trafford, har fået krisesnakken til at brede sig.
Tre sejre i træk har dog fået snakken om krise til at lægge sig for en stund, men Patrice Evra mener, at det er for tidligt at sige, at den svingende form hører fortiden til.
– Problemet er ikke, at vi spiller dårligt. Problemet er, at vi ikke spiller godt nok. Vi har mistet vores stabilitet, og vi bliver nødt til at finde den igen, hvis vi vil gøre os nogle forhåbninger om at vinde trofæer.
– Vi kan ikke tillade os at vinde en kamp, og derefter spille den næste uafgjort eller tabe den. Hver enkelt kamp er vigtig for os nu.
– Det er rart at vinde to-tre kampe i træk, men det er først når vi vinder ti kampe i streg, at man rigtigt kan sige, at Manchester United er tilbage, hvor de skal være.
– Lige nu, er vi ikke, hvor vi skal være. Men træningerne er gode, og personalet gør det rigtig godt.
– Jeg lyver ikke, når jeg siger til folk, at vi gør de rigtige ting. Jeg stoler på, det manageren vil med os. Det er kun resultaterne, der udebliver.
– Vi bliver nødt til at vinde kampe. Det er lige meget, om vi vinder grimt eller pænt. Vi skal vinde de ti kampe. Derefter kan vi spille smuk fodbold. Vi skal have resultaterne nu og her, slutter Evra.