Vertonghen vil vinde FA Cup og Europa League
Tottenham møder i næste måned Millwall i FA Cup'ens kvartfinale og denne torsdag har de muligheden for at spille sig videre til ottendedelsfinalen i Europa League, når de skal vende et 1-0-nederlag fra første opgør mod KAA Gent.
Premier League synes dog uden for Tottenhams rækkevidde, men i tredje sæson af Mauricio Pochettino-æraen på White Hart Lane, er det tid til trofæer.
Sådan lyder beskeden fra belgiske Jan Vertonghen.
– Jeg tror, at manageren forstår vigtigheden af Europa League og FA Cup'en lige så – og det er godt, at vi tager det meget seriøst. Vi vil vinde begge og samtidig konkurrere i ligaen. Jeg synes, vores hold er fit nok til at håndtere disse ting, fortæller Vertonghen ifølge det engelske medie, Independent.
Jan Vertonghen vendte efter en skade tilbage til Tottenham-startopstillingen til søndagens 3-0-sejr over Fulham.