Vertonghen: Vi skal være skarpere
Jan Vertonghen fortæller, at Tottenham er nødsaget til at være endnu skarpere, hvor han især hentyder til gårsdagens kamp på Selhurst Park mod Crystal Palace, der endte med en smal 0-1-sejr til de hvidblusede gæster fra Tottenham.
Selvom Tottenham kontrollerede det meste i deres første kamp i dette års udgave af Premier League mod oprykkerne fra Crystal Palace, så var det langt fra nogen pragtpræstation, og det påpeger Vertonghen da også selv i et interview ifølge Teamtalk.com.
– Vi var meget dominerende, men vi holdte dem i live, og de havde en stor chance i det 89. minut, udtaler belgieren, inden han fortsætter:
– Vi skal have et større dræberinstinkt. Hvis vi havde det, kunne vi have scoret to eller tre mål mere. Så ville vi være i stand til at slappe lidt af og foretage udskiftninger.
Den 26-årige forsvarsspiller forklarer dog, at holdet var tilfreds med at få en sejr, men at de gerne havde set sejren af lidt mere overbevisende karakter.
– Vi var glade for sejren, men det ville have været et bedre resultat, hvis vi havde lavet to-tre mål mere, lyder meldingen fra venstrebensspilleren.
Han er endvidere glad de tilkomster, der har været henover sommeren, og han kan allerede se, at holdet spiller godt, men han er samtidig overbevist om, at de kan gøre det endnu bedre.
– Vi har købt nogle gode spillere. Jeg kan allerede se, at vi spiller godt, men vi kan stadigvæk spille langt bedre, forklarer han afslutningsvis.
Jan Vertonghen blev hentet fra den hollandske hovedstadsklub, Ajax Amsterdam, sidste sommer, og han glippede kun fire Premier Leauge-kampe i fjor for Spurs.