Vertonghen tror stadig på guldet: Vi stresser Chelsea
Der var engang, hvor Tottenham ikke var blandt mesterskabskandidatterne, men det er der blevet lavet om på de sidste par sæsoner. Sidste år fulgtes de længe med Leicester i mesterskabskampen, og nu ligger de og ånder Chelsea i nakken. Chelsea har stadig et pænt forspring på syv point, men Spurs kommer buldrende med fem ligasejre i træk.
Onsdag aften vendte Tottenham 0-1 til 3-1 på Liberty Stadium i Swansea i de døende minutter, og det skaber fortrøstning i Spurs-lejren.
– Chelsea er rigtig stærke, men vi kan ikke stoppe med at presse på og drømme om ligaen. De fik en vigtig sejr imod Manchester City, men de har nogle svære kampe forude. Vi skal fortsætte med at vinde, og så bliver de forhåbentlig stressede, lyder det fra Jan Vertonghen ifølge Sky Sports.
Vertonghen er stolt af din udvikling, Tottenham har gennemgået de sidste år.
– Vi har bevist de sidste to år, hvad vi kan. Tottenham har altid været i stand til at slå de små hold, men ikke de store. Men de sidste par år har vi formået begge ting, og vi har bevist, at vi hører til i toppen.
– De andre hold tænker på os nu. Tidligere sagde de, at Tottenham ville ende på femte eller sjette pladsen.
– Jeg ved ikke, hvad det kræver at vinde ligaen. Måske lidt held. Men den her gruppe af spillere har enorm kvalitet og er meget speciel. Vi kan slå ethvert hold i Premier League.