Vertonghen: Sejr var et must
Spurs-forsvarsspilleren Jan Vertonghen, er godt tilfreds med tre point i sæson-åbneren mod Crystal Palace.
Tottenham, der er nævnt som en klar outsider til en top-fire placering, stod overfor Crystal Palace, der ikke er levnet mange chancer for at overleve i Premier League denne sæson.
Det lyder umiddelbart som en sikker Spurs-sejr, det var dog ikke tilfældet i søndagens tidlige kamp, hvor Tottenham dominerede kampen på trods af, at de havde store problemer med at bryde Palace-defensiven op.
Tottenhams forsvarsklippe Jan Vertonghen var godt klar over, at det ville blive en svær kamp:
– Vi fik hvad vi kom for. Vi måtte ikke tabe her.
– Selvfølgelig vil vi gerne gøre det bedre, men det handlede om at vinde for os. Næste gang vil vi score flere mål, sagde Vertonghen.
Også André Villas-Boas, så Crystal Palace som en svær modstander:
– Vi vidste, at det ville blive svært. De forsøger sig med lange bolde mod deres angribere, Chamakh og Kevin Phillips. Så vi vidste, at vi skulle gå efter to mål.
Tottenham-manageren er dog godt tilfreds med truppens styrke:
– Vi har en bred og stærk trup. Vi vil spille om titler og Champions League kvalifikation, sluttede Villas-Boas.
Tottenham spiller næste Premier League-kamp d. 25 august, hvor Michael Laudrup og Swansea gæster White Hart Lane.