Vertonghen om comeback: Vi troede hele tiden på det
Det så længe ud til, at Tottenham var i færd med at smide alle tre point i onsdagens Premier League-opgør mod Swansea.
London-klubben var nemlig bagud med 1-0 det meste af kampen, men pludseligt skiftede man til et højere gear og leverede et vanvittigt comeback.
Med bare to minutter igen formåede Tottenham at udligne til 1-1, hvorefter man i overtiden scorede yderligere to mål og dermed vendte man et nederlag til en sejr på blot få minutter.
Og spørger man klubbens belgiske forsvarsspiller, Jan Vertonghen, så havde man hele tiden troen på, at man var i stand til at komme tilbage.
– Dette hold har noget specielt, udtaler Jan Vertonghen ifølge klubbens hjemmeside.
– Vi har alle kvaliteten, men vi har også troen på det, fortsætter Vertonghen.
– Vi kendte ikke til resultaterne i de andre kampe, men det var vigtigt at vinde, så vi kunne forstørre hullet til de andre hold bag os, hvilket vi gjorde.
– Det viser, hvad vi er i stand til, og det er noget specielt.