Vardy: Trænerens stil passer ikke til mig
Jamie Vardy har scoret 20 mål siden oktober sidste år, hvor Claude Puel erstattede Craig Shakespeare på trænerposten i Leicester, så helt sort ser det ikke ud.
Men Vardy har ofte set isoleret ud i angrebet for The Foxes, som under Puel ynder at være meget i boldbesiddelse modsat den meget direkte stil, som den engelske angriber brillierede med under Claudio Ranieri.
Adspurgt om, hvorvidt Puels fodboldfilosofi passer til Vardy, lyder svaret således:
– Gør den? – nej, men er det op til mig at tilpasse mig? – ja, svarer Vardy ifølge Sky Sports.
– Det kan jeg kun gøre ved at træne hårdt og fortsætte med at udvikle mig på træningsbanen.
Vardy lægger dog ikke skjul på, at det er frustrerende, selvom han godt kan se potentialet i den spillestil, som Leicester praktiserer i øjeblikket.
– Det er frustrerende, men vi forsøger at skifte til en anden spillestil. Jeg tror bare, at vi bliver nødt til at fortsætte med at arbejde hårdt, for så skal vi nok komme hurtigere fremad banen. Når først vi når de rigtige offensive positioner, så skal den gode aflevering nok falde, når jeg laver mine løb, vurderer Vardy.