Vanvittig uheldigt: Dyr Chelsea-signing skadet igen
Onsdag aften fik Roméo Lavia langt om længe sin debut for Chelsea, da han fik den sidste halve time mod Crystal Palace, men der var også malurt i bægeret for belgieren.
Han pådrog sig nemlig en lårskade, lyder meldingen fra journalisten Nathan Gissing.
Det blev også bekræftet af Mauricio Pochettino efter kampen, at Lavia havde nogle problemer mod slutningen af opgøret.
– Jeg er lidt bekymret for Lavia. Han sluttede med nogle problemer, men jeg håber, at det ikke er alvorligt, lød det fra Chelsea-manageren.
Lavia var Chelseas næstdyreste indkøb i sommerens transfervindue, hvor han blev hentet for mere end 450 millioner kroner i Southampton, men midtbanespilleren pådrog sig en skade med det samme og har derfor brugt de første mange måneder af sæsonen på at komme sig over den.
Inden for de seneste uger er han så begyndt at træne med igen, og den 24. december sad han for første gang på bænken, da Chelsea tabte til Wolverhampton.
Onsdag aften blev han skiftet ind og leverede en meget opløftende indsats i sin debut for Chelsea, men nu kan det 19-årige stortalent være blevet skadet endnu engang.
I sidste sæson missede han også et par måneder af sæsonen, da han døjede med en forstrækning, og dermed har skader allerede fyldt en del i hans karriere.