Vanvittig stigning: Så meget har agenter tjent i 2023
Der kommer flere og flere penge i moderne fodbold.
Større tv-aftaler og andre øgede indtægtskilder i klubberne har resulteret i, at spillerne bliver handlet for større beløb og får mere i løn.
Flere penge havner også i lommerne hos spillernes agenter, der tager sig af kontrakterne.
I dag har FIFA offentliggjort tallene for 2023, hvor man har oplevet en kæmpe stigning, når det kommer til agenthonorar.
Det internationale fodboldforbund har oplyst, at fodboldklubber har betalt 6,1 milliarder kroner til agenter i løbet af 2023.
Det er det største beløb nogensinde og en stigning på 42,5 procent i forhold til sidste år.
Omkring 1,7 milliarder kroner blev betalt af klubber, som har solgt en spiller, mens det resterende beløb er betalte af de klubber, som har købt en spiller.
Ikke overrasende er det de engelske klubber, der har betalt agenterne mest. I omegnen af to milliarder kroner blev betalt af engelske klubber i agenthonorar i 2023.
Det næste land på listen er Saudi-Arabien efter et år med store investeringer i spillere. Det inkluderer blandt andet Cristiano Ronaldo, Karim Benzema, Sadio Mané og Neymar.
Her betalte de saudiske klubber i omegnen af 600 millioner kroner til agenter.
FIFA har også oplyst, at der blev foretaget 3.353 transfers på verdensplan, hvor en agent var involveret i handlen.
Det svarer til et gennemsnit på 1,8 millioner kroner per transfer.
I rapporten fremgår det også, at de danske klubber betalte i omegnen af 83 millioner kroner i agenthonorar.