Van Nistelrooy vil hente Brightons guldfugl
Ruud van Nistelrooy er Leicesters nye manager.
Hollænderen kommer dermed til at råde over en trup, der består af hele fire danskere.
Mads Hermansen, Jannik Vestergaard, Victor Kristiansen og Daniel Iversen er således alle en del af den nuværende Leicester-trup.
Læs også: Det gjorde ondt, siger van Nistelrooy om United-afsked
Nu tyder noget på, at de kan få irsk selskab.
For Ruud van Nistelrooy har interesse i at bringe Evan Ferguson, Brightons talentfulde angriber, til King Power Stadium.
Ifølge mediet er interessen gensidig. Evan Ferguson er opsat på et skifte for at få mere spilletid, melder Football Insider.
Læs også: Vildt: Han kan møde sin søn i FA Cuppen
20-årige Evan Ferguson er bredt regnet som et stort, stort talent, men det kniber med at overbevise Fabian Hürzeler i Brighton. I hvert fald er det meget få minutter, Ferguson har fået på banen for Brighton i denne sæson. Senest blev det til 12 minutters spilletid i weekendens remis med Southampton.
Omvendt er Evan Ferguson fast mand for Irlands landshold, hvor han blev matchvinder i seneste landskampstermin, da holdet sejrede over Finland. Også i afklapsningen på Wembley startede Ferguson på banen.
Evan Ferguson kom til Brighton fra Bohemians tilbage i 2021. Nu kan næste skridt være et skifte til Leicester.
















