Van Gaal: Spillerne gør ikke altid som jeg siger
På under ti minutter formåede Chris Smalling at få to gule kort, hvilket altså sendte ham tidligt i bad i det 39. minut, da forsvarsspilleren gik all-in i en tackling i højresiden.
Manchester United-manager, Louis van Gaal, kalder udvisningen for usmart, men fortæller samtidig, at man sommetider ikke kan kontrollere sine følelser.
– Han får det første gule kort, jeg kunne ikke se det, men okay, dommeren giver gult kort. Du ved som spiller, at du har et gult kort, og du kan ikke gøre, hvad han (Smalling, red.) gjorde ved det andet gule kort. Det er logisk, fortæller van Gaal ifølge BBC.
– Jeg siger mange ting til spillerne, og på trods af det, følger de ikke altid, hvad jeg siger. Der er også følelser og sommetider, kan du ikke kontrollere dem, men det var ikke smart.
Udvisningen blev senere dyr for United, der tabte 1-0 på et mål af Sergio Agüero i anden halvleg.