Van Gaal: RvP var ringe
Manchester United sikrede sig en yderst vigtig sejr på Emirates i sidste runde, da man besejrede Arsenal med 2-1 i egen hule. Det var dog ikke på grund af Robin van Persie, at de tre point blev hevet med hjem fra London. Hollænderen rørte blot bolden 13 gange i løbet af sine 75 minutters spilletid, og hans manager er ikke bleg for at erkende, at han ikke er tilfreds med præstationen.
– 13 er for lidt for en angriber. Det vil jeg forbedre. Man kan tælle berøringerne, men det vigtigste er, hvordan han spiller. Det var en meget dårlig kamp for ham. Derfor skiftede jeg ham ud. Når jeg skifter en spiller, er det ikke fordi, han er den bedste spiller på banen. Man gør noget forkert, forklarer den hollandske manager.
Radamel Falcao er klar igen, og derfor kan van Gaal ikke love Robin van Persie en startplads på United-holdet, der i dag tager imod Hull City på Old Trafford.
– Enhver spiller i min trup må kæmpe for sin plads, og jeg bruger de bedste spillere, der passer ind på holdet. Det er også et krav, siger United-manageren til slut.