Van Gaal raser mod medierne: Frygteligt hvad I skriver
Louis van Gaal er en presset mand i Manchester United, og flere gange er han kommet på kant med de engelske journalister, som han beskylder for at være løgnagtige.
Tidligere endte manageren ud i en konflikt med en journalist fra The Sun, som han endte med at kalde for fed.
Managerens forhold til visse engelske medier har ikke ændret sig.
Rygterne gik efter weekenden på, at van Gaal efter lørdagens 0-1 nederlag til Southampton på Old Trafford skulle have tilbudt at stoppe som Manchester United-manager.
Hollænderen raser nu mod de medier, der bringer 'ondsindede' historier om ham.
– Jeg har ikke nævnt det nogensinde (at stoppe i United, red.). I (journalister/medier, red.) laver jeres egne historier, og så skal jeg svare på dem. Det vil jeg ikke, sagde han på dagens pressemøde forud for morgendagens FA Cup-kamp mod Derby.
– Jeg synes, det er frygteligt og forfærdeligt, hvad I kan skrive, og så skal jeg besvare jeres spørgsmål om disse historier. Folk tror på disse historier, og jeg er meget bekymret over, at folk tror på det. Jeg får en masse opkald og beskeder.
– Men OK, sådan er denne verden. I kan skrive og gøre, hvad I vil, og I behøver ikke frygte noget. Det er tredje gang, jeg er fyret (ifølge medierne, red.), og jeg sidder stadig her foran jer, og det er jeg forpligtet til.