Van Gaal kaldte ham 'fed': Nu svarer journalisten igen
Louis Van Gaal var ikke helt tilfreds, efter at Manchester United tirsdag aften spillede 3-3 med Newcastle United på St. James' Park. Her havde han blandt andet lidt af et angreb på en journalist, der tidligere har kritiseret kampens dobbelte målscorer, Wayne Rooney.
Som det ses i videoen nederst i artiklen, så stopper Van Gaal op kort inden han træder ud af presserummet og kalder en journalist ''fat man''. Nu svarer Neil Custis, der var offer for hentydningen, Van Gaal igen. Custis har fået spalteplads i avisen The Sun, hvor han er ansat og her spilles der på følelser i modsvaret til United-manageren.
– Du har helt ret Louis, jeg er tyk, starter Custis og skriver uddybende:
– Jeg fik en knæoperation for fire måneder siden. Den gjorde, at jeg ikke kunne løbe eller træne. Det har gjort, at jeg har taget næsten 12 kilo på. Men jeg prøver at tabe det ved at have en tør januar og en rolig februar måned med en personlig træner, skriver Custis og fastslår:
– I det mindste, så kan jeg stå ved mine personlige nedture. En skam, at andre ikke kan, lyder det.
I et interview med Alan Brazil Sports Breakfast kalder Custis desuden Van Gaals hentydning for ''ynkelig'' og kalder hollænderen den ''værste United-manager i 35 år''. Dermed er der også lagt op til en række spændende pressekonferencer i de kommende uger, når Van Gaal og Custis igen mødes i presserummet.
Manchester Uniteds næste kamp er på søndag, hvor man møder rivalerne fra Liverpool FC på Anfield Road. Der er kampstart til kampen klokken 15.05.
Se ''fat man''-episoden her: