Van Dijk: Jeg skiftede til Liverpool for at vinde trofæer
Liverpool har rig mulighed for at hive sølvtøj med hjem til Anfield denne sæson i både Premier League og Champions League, og Virgil Van Dijk håber på, at The Reds griber chancen, for det var tanken om triumf og trofæer, der drev ham til Anfield.
– Jeg ville helt sikkert vinde sølvtøj, og man håber altid på at kunne ligge i denne position, hvor man kan konkurrere om titlen og nå så langt i Champions League, fortæller den hollandske forsvarer til Liverpoolfc.com
– Det ultimative ville være at vinde noget med Liverpool, og vi har stadig chancen, så vi skal bare tage den. Det vigtigste er, at man nyder det, og vi skal bare give den alt og sikre os, at vi intet kan fortryde, når vi når enden.
Der er nok ikke nogen tvivl om, at The Reds ikke ville ligge så lunt i svinget, havde det ikke været for Van Dijk selv. Hollænderen har en stor andel i klubbens imponerende defensive statistik denne sæson, men han insisterer på, at han ikke kan tage kredit for de 17 clean sheets i Premier League alene.
– Alisson er kommet til, men Trent og Robbo har også været fantastiske. Lovren, Matip og Joe Gomez har også været enestående, så alle har haft noget at skulle have sagt, siger Van Dijk.