Van Dijk har fidus til Liverpool og City i Champions League
I aften skal Liverpool, Tottenham og Manchester City i aktion i Champions League, mens Chelsea og Manchester United skal i aktion i morgen.
Fem engelske hold er altså med i gruppespillet i år, da Manchester United kvalificerede sig gennem Europa League, som de vandt i sidste sæson.
Derfor er chancerne for engelsk succes alt andet lige også forøget i forhold til de seneste år, hvor det har set sløjt ud for de engelske hold i det fineste selskab.
Virgil van Dijk, der var ønsket i både Manchester City, Chelsea og Liverpool i sommerens transfervindue, tror mest på Liverpool og Manchester City af de engelske hold.
– Jeg tænker Liverpool og Manchester City, måske, fortalte van Dijk, da han var med til at lancere det nye FIFA 18.
– Du ved aldrig. Det er altid svært, og det er en anderledes måde at spille på – europæiske aftener er altid forskellige, fortsætter Southampton-profilen om de to holds chancer i Champions League.
– Alt kan ske. Specielt hvis du er en af de store engelske klubber i Champions League i øjeblikket.