Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Værre bag lukkede døre: Mourinhos kritik af United-profil var "forfærdelig"

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.04.2021 Kl. 07:22
En kilde fortæller til The Athletic, at José Mourinho var virkelig, virkelig slem i sin kritik af Luke Shaw.

José Mourinho har aldrig været bange for at hænge sine spillere til tørre i pressen, og det gjorde han også adskillige gange med Luke Shaw, da portugiseren endnu var manager for Manchester United.

Men kritikken var endnu værre bag lukkede døre, fortæller en kilde til The Athletic.

Efter en kamp imod Everton tilbage i 2017 sablede Mourinho ellers venstrebacken ned og kritiserede Shaw for at mangle en "fodboldhjerne".

– Shaw var foran mig, og jeg traf samtlige beslutninger for ham. Han bliver nødt til at ændre sin fodboldhjerne. Vi har brug for hans gode fysik og teknik, men han kan ikke fortsætte med at spille med min hjerne, udtalte Mourinho dengang ifølge ESPN.

Men Mourinho censurerede åbenbart sig selv til det pressemøde, for tingene, han fortalte Shaw i omklædningsrummet, var generelt meget værre.

– Mourinhos kritik af Shaw i privaten var helt og aldeles forfærdelig. Den var meget værre end i medierne. Men Luke lukkede sig ikke inde med det. Han har en stærk personlighed, og i sidste ende valgte han bare at ignorere Mourinho, fortæller en kilde til The Athletic.

 

Annonce