Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vækker opsigt: Snyder City systemet med stor transfer?

06.02.2024 Kl. 21:51
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Det vækker stor opsigt, at Manchester City ifølge Fabrizio Romano har lukket en aftale med Sávio og køber brasilianeren.

I sig selv giver det mening, at det har fået folk til at spærre øjnene op, for han har været en af La Ligas bedste spillere denne sæson. Det er dog primært ikke derfor, at den handel vækker opsigt. 

Bag handlen ligger der nemlig en ganske interessant historie. 

I juli 2022 betalte den franske klub Troyes 48,5 millioner kroner for at købe ham i Atlético Mineiro. Det var en rekordtransfer for Troyes, som ligger i den tunge ende af den næstbedste franske række. 

Og hvorfor kunne Troyes så lave den handel? Det var en mulighed, fordi klubben er en del af City Football Group – og det kommer vi tilbage til. 

Sávio skulle da heller ikke spille i Ligue 2. I stedet blev han straks udlejet til PSV i Holland. Her spillede han dog kun nogle få kampe på førsteholdet i begyndelsen af sæsonen. I alt blev det til otte kampe for den hollandske storklub. 

Hvad skulle der så ske med Sávio? 

City Football Group øjnede en mulighed for, at chancen for spilletid ville være større hos Girona. I skrivende stund så de helt rigtigt, for teenageren har spillet 27 kampe for det spanske mandskab. 

Det skifte var næppe tilfældigt, for Girona er også en del af City Football Group. 

Den 19-årige brasilianer er noteret for syv scoringer og syv assists indtil videre. Han har en stor andel i Gironas enormt flotte sæson, hvor klubben er med i mesterskabskampen. 

Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix

Sávio til Manchester City

Nu har det altså fået City Football Group til at ville have ham til Manchester City til næste sæson. Skal man tro transferjournalisten Fabrizio Romano er den handel kommet på plads. På nuværende tidspunkt er der dog ingen meldinger om, hvad prisen for kantspilleren er. 

Og det er her, at det bliver interessant. For hvad ville Sávio koste, hvis han skulle købes på det frie marked? Et bud er, at han som 19-årig profil i La Liga ville koste over 500 millioner kroner. 

Lige nu aner vi ikke, hvad Manchester City betaler for at købe ham – og heller ikke hvor pengene havner. 

For godt halvandet år siden betalte Troyes en rekordsum for en ung brasilianer, som aldrig kommer til at trække klubbens trøje over hovedet. Det har vakt opsigt, hvordan samarbejdsklubber fungerer i dagens fodboldverden. 

Ifølge reglerne gør Manchester City umiddelbart intet forkert. Alligevel kan man godt stille spørgsmålet, om det er at snyde systemet ved at handle på denne måde. 

Læs flere nyheder om Manchester City her.

Annonce