Utilfredse Koeman: Tredje kamp i træk vi bliver snydt
Leicester City ligner mere og mere en kommende Premier League-mester, og søndag eftermiddag tog The Foxes endnu et skridt på vejen mod titlen, da det blev til en 1-0-sejr over Southampton.
Undervejs i kampen følte Southampton-manager Ronald Koeman sig snydt for to straffespark:
– Det er tredje kamp i træk, at dommeren ikke dømte, hvad alle så. Første gang var det ude mod Stoke, hvor der var klart straffe, så hjemme mod Liverpool, hvor der var klart straffe, og i dag var det to straffespark, fortæller Koeman til Sky Sports, og fortsætter.
– På den med Sadio (Mané, red.) var der klart hånd på og rødt kort. Rammer den ikke hånden, går den i mål, for det var ikke kroppen, den ramte, det var hånden, og jeg ved ikke, hvad dommerne lavede, for det var et afgørende øjeblik i kampen, sluter hollænderen.
Med gårsdagens nederlag har Southampton seks point op til Manchester United, der indtager femtepladsen.