Utilfreds Van Gaal: Meget skuffende
Det startede ellers planmæssigt for United, da Juan Mata bragte De Røde Djævle i front. Desværre, så holdt det ikke ret længe, eftersom nyindkøbet Jack Rodwell udlignede for hjemmeholdet Sunderland, efter 30 minutters spil. Flere mål blev det ikke til i kampen, hvorfor United nu står med ét point efter to kampe – ikke ligefrem noget, der falder i god jord hos chefen Van Gaal.
– Vi troede, vi skulle vinde kampen, men vi har et point nu og det er slet ikke godt nok for Manchester United, siger Van Gaal sent søndag til Daily Star og fortsætter:
– I anden halvleg dominerede vi, men vi har brug for kreative afleveringer på den sidste tredjedel og dér så vi ikke gode ud. Vi dominerede altså uden at skabe chancer og det er det, som spillet handler om, så det er meget, meget skuffende.
Uden at Van Gaal ville køre for meget i detaljer, så er han ikke i tvivl om, hvad der skal arbejdes på.
– Jeg tror det hele handler om mangel på selvtillid, fastslår hollænderen, der efter at have ført sit mandskab igennem en næsten fejlfri pre-season, stadigvæk har sin første Premier League-sejr til gode.